EPP3 træningsaften der endte i en storm

Da jeg så opslaget i Kolding Kajak Klubs klubblad om at man kunne tage EPP3 i klubregi meldte jeg mig straks til. For det var da lige noget for mig, sådan at få udbygget mine kompetencer og ikke mindst få flyttet mine grænser lidt.

Der er mange ting man skal være god til i en kajak, når man skal tage en EPP3 prøve. Derfor havde jeg besluttede mig for, at det var på tiden med en træningsaften, ud over de kursusdage der er planlangt i forbindelse med prøven. Jeg inviterede derfor de andre fra holdet, med ud og ro, så vi sammen kunne få øvet os lidt på de forskellige styretag og teknikker. Planen var i udgangspunkt at ro fra klubben til Rebæk afgang kl. 17.30, for her at træne teknikker og rul. På dagen lover DMI ikke ligefrem optimalt rovejr. 8-10 sec. meter og en hel masse regn. Jeg var derfor forberedt på at planerne skulle ændres. Der løber også et par afbud ind i løbet af dagen. Vi ender derfor med kun at blive 3.

Pga. den sidste tids kraftige regn, er der badeforbud ved Rebæk. Anni og Steffen er garvede roer, som ikke har noget imod at tage kampen op med bølger og vind. Vi beslutter os derfor at ro til Elverhøj, hvor vandet er rent. Det giver os også mulighed for at få noget træning i at ro i vind og bølger. Turen til Elverhøj går fint, til trods for klapsø og mod og sidevind. Vi ser dog alle frem til en let tur hjem med medvind.

Fremme ved Elverhøj, er der næste optimale forhold til tekniktræning. Vi ligger i læ og har kun moderate bølger. Så vi træner og ruller løs i lidt over en time. Efter en kop te og varmkakao, vender vi kajakkerne hjemad. På vej op mod Agtrupvig, går det langsomt op for os at vinden ikke, som vi troede havde lagt sig, men snare var taget til i styrke. Bare det at runde den første bådbro giver os store problemer pga. den kraftige sidevind og store bølger. Efter noget tid, lykkes det os dog alle at finde den rette vinkel til at komme sikkert rundt om broen. Herfra går det langsomt fremad, i omkring en time, i kraftig vind skråt forfra, ind i mellem fortøjret både og uden om bådbroer. Det er den hårdest time jeg nogen sinde har haft i en kajak. Kl. nærmer sig 21.00 mørket er ved at ligge sig, kræfterne er ved at slippe op og vi mangler stadig lidt over 3 km til vi når tilbage til klubben. Det virker som en uovervindelig kamp. Jeg er også nået et punkt, var det er ren vilje og stædighed der presser mig frem. Jeg har simpelthen ikke lyst til at tillade mig selv at give op. Hver gang tænkerne om at give op og om mulige udveje melder sig, siger jeg til mig selv at jeg sagtens kan klare det og at jeg ikke er træt nok til at give op. Jeg begynder dog at tvivle på at jeg vil kunne klare hele turen tilbage til klubben, specielt fordi vinde kun virker til at tage til. Jeg er heldigvis godt kendt på fjorden og har derfor let ved at vurdere mine muligheder, i forhold til hvis jeg bliver nød til at give op, inden vi når tilbage til klubben. Vi har alle 3 de meste af turen ligget lidt spredt, da vi et eller andet sted hver i sær har kæmpet vores egen kamp mod bølgerne og vinden. På et tidspunkt når jeg op på siden af Steffen, efter at have ligget bagved et stykke tid. Han spørg om jeg er okay, og jeg siger at jeg har det hårdt. Det har han også, så han forslår at vi går i land ved Kolding Roklub og får en til at hente os der. Det er ved at være helt mørkt og det blæser 15 sec. meter. Så det er den eneste fornuftige beslutning. Vi lander ved roklubben omkring kl. 21.45 godt møre og udmattet med alle tørre. Det er nu helt mørkt og det blæser op til stormstyrke, så vi er alle enige om at det var den helt rette beslutning at gå i land. Selvom vi fysisk have kræfter til at fortsætte et stykke endnu. Ville det ikke have været forsvarligt i de forhold.

Steffen for fat på sin kone, som heldigvis ikke har noget i mod at komme og hente os. Vi køre tilbage til klubben for at hente en trailer, som vi kan få kajakkerne tilbage til klubben. Kl. 23.00 ligger jeg hjemme i min seng, godt øm efter nok de nok vildeste 2 timer i mit kajakliv.

Ingen af os var forberedt på at turen skulle udvikle sig som den gjorde. Vi var derfor udstyrsmæssigt heller ikke godt nok forberedt på forholdene. Så det ville nok være blevet til en dumpet i EPP3. Men lektierne er lært og jeg ror ikke af sted igen uden at have tjekket været grundigt og ikke mindst have pakket kajakken med det fornødne udstyr til at klare selv de værste forhold. Det var utrolig heldigt, at vi alle 3 fysisk og mentalt kunne klare forholdene. For vi var som sagt ikke forberedt på, at skulle hjælpe eller rede nogen.

Turen endte med at byde på lidt flere udfordringer end forventet og jeg fik da også helt klart flyttet nogle grænser. Jeg er glad nok for at turen endte som den gjorde. Da jeg fik bevist overfor mig selv, at jeg kan klare lidt af hvert. Så lysten til kajak er heldigvis ikke blevet mindre. Men der skal nok gå lidt tid for jeg skal ud og slås med storm igen :-}

Natroning på Kolding Fjord

Det at ro kajak er meget alsidigt. I hverdagen kan man tag en stille tur, hvor man ikke laver så meget andet end nyder vejret og det at være på vandet. Man kan også tage ud og give den lidt gas og få brændt noget energi af. Men kajakken giver også mulighed for at tage på eventyr. Man kan planlægge korte eller længere ture, med telt og oppakning. Man kan også tage på små eventyr, hvor en bestemt oplevelse er i fokus. Det kan være at ro i vind og bølger, hvor det handler om at prøve kræfter med naturen.

Et af disse små eventyr, var for mig at ro i tusmørke. Ideen var at ro af sted imens solen er ved at gå ned, helst i godt vejr med så lidt vind som muligt. Der er altid mange mennesker på og omkring Kolding fjord. Så det handle for mig om at opleve hvordan det ville være at være alene på fjorden i tusmørke.

Jeg startede ud fra Kolding Kajak Klub kl. 21.45 en mandag i juli. Jeg havde planlagt at ro til Løger Odde (ved Agtrupvig) en tur på i alt 11 km som normalt tager 1,5 – 2 timer. Min forventning var at være tilbage inden det blev helt mørkt. Jeg havde derfor hverken taget knæklys eller pandelampe med. Hvilket jeg nok burde have gjort for en sikkerheds skyld.

Turen ud var helt fantastik. Over 20 grader og næsten igen vind, så der var masser af overskud til at nyde hvordan stilheden og mørket langsomt lagde sig over fjorden. Der var et par enkelte både der var på vej hjem fra deres ture og lidt folk på strande i Rebæk. Så helt alene var jeg endnu ikke. På tilbage vejen kom mørket lidt hurtigere end jeg havde regnet med og det blæste lidt op. Det var dog på igen måde noget problem. Det var en meget anderledes oplevelse at være helt alene på fjorden i næste mørke. Man føler sig ret hurtigt ret lille når man er alene på vandet i en kajak.

Da jeg kom til Rebæk og kun manglede små 1,5 km til jeg var tilbage ved klubben. Var det blevet næsten helt mørkt. Vandet som ellers normalt på en stille dag virker så indbydende, var nu helt sort og et eller andet sted meget skræmmende. Det var på en og samme tid hyggeligt og uhyggeligt. Det største problem i mørket var ikke at navigere, da jeg uden problemer kunne følge kysten og se i lystet fra husene. Specielt Højhusene lyset helt utroligt meget op.

Det største problem, var dog at jeg ikke kunne se hvordan bølgerne kom. Hvilket gjorde det meget interessant at ro. Det handlede om at holde tungen lige i munden og hele tiden være forberedt på at der kunne komme en bølge. Jeg kom dog sikkert og tør hjem til klubben omkring kl. 23.

Selvom pulsen til tider på turen lige var oppe og vende i den høje ende. Så var det en helt fantastisk tur og en fed og anderledes måde at opleve en tur jeg har roet rigtigt mange gange før. Jeg vil sagtens kunne finde på at tage af sted på en lignende tur en anden gang. Dog med knæklys og pandelappe i pakposen :-}

Næste planlagte eventyr, er en solopgangs tur. Jeg vil dog vente til vejret blive lidt bedre end det gråvejr vi har pt.