Der er mange ting man skal være god til i en kajak, når man skal tage en EPP3 prøve. Derfor havde jeg besluttede mig for, at det var på tiden med en træningsaften, ud over de kursusdage der er planlangt i forbindelse med prøven. Jeg inviterede derfor de andre fra holdet, med ud og ro, så vi sammen kunne få øvet os lidt på de forskellige styretag og teknikker. Planen var i udgangspunkt at ro fra klubben til Rebæk afgang kl. 17.30, for her at træne teknikker og rul. På dagen lover DMI ikke ligefrem optimalt rovejr. 8-10 sec. meter og en hel masse regn. Jeg var derfor forberedt på at planerne skulle ændres. Der løber også et par afbud ind i løbet af dagen. Vi ender derfor med kun at blive 3.
Pga. den sidste tids kraftige regn, er der badeforbud ved Rebæk. Anni og Steffen er garvede roer, som ikke har noget imod at tage kampen op med bølger og vind. Vi beslutter os derfor at ro til Elverhøj, hvor vandet er rent. Det giver os også mulighed for at få noget træning i at ro i vind og bølger. Turen til Elverhøj går fint, til trods for klapsø og mod og sidevind. Vi ser dog alle frem til en let tur hjem med medvind.
Fremme ved Elverhøj, er der næste optimale forhold til tekniktræning. Vi ligger i læ og har kun moderate bølger. Så vi træner og ruller løs i lidt over en time. Efter en kop te og varmkakao, vender vi kajakkerne hjemad. På vej op mod Agtrupvig, går det langsomt op for os at vinden ikke, som vi troede havde lagt sig, men snare var taget til i styrke. Bare det at runde den første bådbro giver os store problemer pga. den kraftige sidevind og store bølger. Efter noget tid, lykkes det os dog alle at finde den rette vinkel til at komme sikkert rundt om broen. Herfra går det langsomt fremad, i omkring en time, i kraftig vind skråt forfra, ind i mellem fortøjret både og uden om bådbroer. Det er den hårdest time jeg nogen sinde har haft i en kajak. Kl. nærmer sig 21.00 mørket er ved at ligge sig, kræfterne er ved at slippe op og vi mangler stadig lidt over 3 km til vi når tilbage til klubben. Det virker som en uovervindelig kamp. Jeg er også nået et punkt, var det er ren vilje og stædighed der presser mig frem. Jeg har simpelthen ikke lyst til at tillade mig selv at give op. Hver gang tænkerne om at give op og om mulige udveje melder sig, siger jeg til mig selv at jeg sagtens kan klare det og at jeg ikke er træt nok til at give op. Jeg begynder dog at tvivle på at jeg vil kunne klare hele turen tilbage til klubben, specielt fordi vinde kun virker til at tage til. Jeg er heldigvis godt kendt på fjorden og har derfor let ved at vurdere mine muligheder, i forhold til hvis jeg bliver nød til at give op, inden vi når tilbage til klubben. Vi har alle 3 de meste af turen ligget lidt spredt, da vi et eller andet sted hver i sær har kæmpet vores egen kamp mod bølgerne og vinden. På et tidspunkt når jeg op på siden af Steffen, efter at have ligget bagved et stykke tid. Han spørg om jeg er okay, og jeg siger at jeg har det hårdt. Det har han også, så han forslår at vi går i land ved Kolding Roklub og får en til at hente os der. Det er ved at være helt mørkt og det blæser 15 sec. meter. Så det er den eneste fornuftige beslutning. Vi lander ved roklubben omkring kl. 21.45 godt møre og udmattet med alle tørre. Det er nu helt mørkt og det blæser op til stormstyrke, så vi er alle enige om at det var den helt rette beslutning at gå i land. Selvom vi fysisk have kræfter til at fortsætte et stykke endnu. Ville det ikke have været forsvarligt i de forhold.
Steffen for fat på sin kone, som heldigvis ikke har noget i mod at komme og hente os. Vi køre tilbage til klubben for at hente en trailer, som vi kan få kajakkerne tilbage til klubben. Kl. 23.00 ligger jeg hjemme i min seng, godt øm efter nok de nok vildeste 2 timer i mit kajakliv.
Ingen af os var forberedt på at turen skulle udvikle sig som den gjorde. Vi var derfor udstyrsmæssigt heller ikke godt nok forberedt på forholdene. Så det ville nok være blevet til en dumpet i EPP3. Men lektierne er lært og jeg ror ikke af sted igen uden at have tjekket været grundigt og ikke mindst have pakket kajakken med det fornødne udstyr til at klare selv de værste forhold. Det var utrolig heldigt, at vi alle 3 fysisk og mentalt kunne klare forholdene. For vi var som sagt ikke forberedt på, at skulle hjælpe eller rede nogen.
Turen endte med at byde på lidt flere udfordringer end forventet og jeg fik da også helt klart flyttet nogle grænser. Jeg er glad nok for at turen endte som den gjorde. Da jeg fik bevist overfor mig selv, at jeg kan klare lidt af hvert. Så lysten til kajak er heldigvis ikke blevet mindre. Men der skal nok gå lidt tid for jeg skal ud og slås med storm igen :-}
Ingen kommentarer:
Send en kommentar